Om os

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Nogle af de hyppigste spørgsmål er forsøgt besvaret herunder:

  • Hvilke typer smerter behandles i SONIK Nerveskadeklinikken?
  • Hvad skal man gøre inden fremmøde?
  • Kan SONIK Nerveskadeklinikken opstarte eller håndtere medicinsk behandling?
Hvilke typer smerter behandles i SONIK Nerveskadeklinikken?
  • Kroniske, fokale, perifere, neuropatiske smerter (se “Kroniske smerter”)
  • Nogle tilfælde af smerter fra bevægeapparat, særligt fra knæ og ankel
  • Lænderyg smerter udspringende fra sacroiliacaleddet

Uddybning:
I SONIK Nerveskadeklinikken kombinerer vi specialkompetencer i ultralydsvisualisering af nerver med de nyeste interventionelle metoder til længerevarende blokade af smertesignaler.
Det vil sige, at forudsætningen for interventionel behandling er, at smerten formidles af enkelte identificerbare og ultralydsvisualiserbare nerver, hvor signalet kan blokeres eller moduleres.
Det er primært neuropatiske smerter, som vi behandler. Dette skyldes, at de interventionelle behandlinger har selektiv effekt overfor neuropatiske smerter (botulinumtoksin og neuromodulation) eller er forbeholdt rene sensoriske nerver (cryoneurolyse). Sidstnævnte krav er hyppigst gældende ved neuropatiske smerter udløst af traume, f.eks. kirurgi.

I enkelte tilfælde formidles også ledsmerter via rene sensoriske nerver uden neuropati. Dette kan gøre sig gældende f.eks. ved knæ og ankelsmerter. I denne situation kan det være muligt at behandle denne type smerter med cryoneurolyse.

I dette felt, hvor vi arbejder med ultralyd og blokader, opstår af og til muligheder for at behandle andre smerterårsager. Dette er tilfældet med lændesmerter udspringende fra sacroiliaca-leddet. Binyrebarkhormon har en smertelindrende effekt på disse ikke-neuropatiske smerter, men leddet er svært tilgængeligt. Injektioner anlagt blindt eller vejledt udelukkende af gennemlysning (røntgen) har en stor fejlrate.  Dette problem har vi løst ved brugen af ultralyd/MR-fusion. Dvs., at et real-time ultralydsbillede kombineres med en lagret MR-scanning, og denne metode guider injektionen af binyrebarkhormon med en meget høj succesrate. SONIK Nerveskadeklinikken er den eneste klinik i Danmark, som tilbyder ultralyd/MR-fusion guided injektion i sacroiliacaledet til behandling af lænde-ryg-smerter.

Hvad skal man gøre inden fremmøde?

Den diagnostiske undersøgelse kan gennemføres uden forberedende tiltag.
I forhold til opstart af interventionel behandling af smerter i SONIK Nerveskadeklinikken er det dog hyppigst relevant, at medicinsk behandling af smerterne har været afprøvet forinden.
Egen læge kan ofte opstarte medicinsk behandling af neuropatiske smerter, evt. med hjælp fra smerteklinik.
De dedikerede smerteklinikker har ofte så lange ventetider på behandling, at opstart af behandling via egen læge er mest hensigtsmæssig. Dette kan variere fra Region til Region.

Kan SONIK Nerveskadeklinikken opstarte eller håndtere medicinsk behandling?

SONIK Nerveskadeklinikken opstarter og vejleder IKKE i medicinsk behandling af neuropatiske smerter. Dette er en specialistopgave, som bedst håndteres og titreres af læger med specialkompetencer i medicinsk smertebehandling.

SONIK logo hvid
5388 6272 / 5389 6272Kontakt telefonisk

Copyright by Sonik 2022. All rights reserved.